fredag den 6. februar 2009

SWISH!

Yesyes, så er vi her igen, kun seks korte måneder efter jeg forlod dette land, sværgende at der eddermane skulle gå lang tid før jeg kom til at leve af bønner og ris igen. Well, man skal ikke tro på alt hvad man hører, specielt ikke fra sig selv, og her er jeg så: tilbage i Uganda igen.

Planen denne gang er:
 ikke tage 15 kg på.
 ikke blive dræbt/lemlæstet i Kampalas trafik.
 se om jeg kan finde en skrædder.
De to første mål skulle være forståelige nok. Det tredje går ud på at få restaureret min garderobe. Efter min sidste tur herned, kom jeg hjem og fandt ud af at der er en eller anden der har været oppe på mit loft, taget alle mine bukser til en skrædder, og fået dem syet et nummer ind i taljen. Et beskidt trick, men hvad kan man gøre? Heldigvis er dette land oversvømmet med indere, så det skulle være muligt at finde et sted hvor jeg kan få lavet en creme-hvid dinner jacket med matchende bukser.

Nå ja, og så er der jo kommet en afrikaner i Det Hvide Hus. Obama er fra Kenya (altså næsten), så det betyder at han er Østafrikaner (altså næsten), så det betyder at han er Ugander (altså næsten)! Ju-hu! Vi får se hvad reaktionen bliver når det viser sig at gave-regnen ikke vælter ned over regionen her, som nogen lader til at forvente.
Obama-sightings indtil videre:
 Første t-shirt set i flyet på vej mod Nairobi.
 Første butik (”Obama Salon”) set ca. 20 minutter fra lufthavnen ind i Kampalas forstæder
 Første billede set i forruden af en temmelig vulgært udsmykket jeep der holder i den bar/bilvask/restaurant hvor jeg har spist frokost de sidste par dage.

Ingen kommentarer: