Men først en vente-tur i en belgisk lufthavn. Alt er meget afdæmpet, poleret og effektivt. Man kan spejle sig i gulvet, så blankt er det, og det er et meget stort gulv. De har formentlig en eller anden distingveret ældre herre der ved alt om gulvpolering, flydende på fire af de europæiske hovedsprog til at styre det dér. Har været der i 29 år, udlært hos mesteren van Scheetz, den bedste nulevende i faget. Kun i Belgien.
Til gengæld er der ingen ure, måske fordi alle i Belgien har et håndlavet 24-karat Schweitzer-kvarts optrækkeligt ur som er nedarvet i familien gennem fire generationer. Fint fint, jeg skal alligevel vente så længe at det kan være lige meget hvad klokken er.
Tingene er helt ligetil her. På en stor plakat står: ”Enjoy our restaurant. The best seats are by the window.”, og så et billede af en lille dreng der spiser. Bemærk at der er et nydeligt punktum efter begge sætninger i sloganet. Effektiv reklame, der ikke er for anmasende.
Det eneste der forstyrrer roen er en lille svensk pige der sporadisk græder hjerteskærende. Hun har været med fra Kastrup, og er en del af ene familie på fire. Hun græd da hendes klapvogn skulle pakkes ned, hun græd i flyet, og nu græder hun på vej til gaten i Bruxelles. Men der er også langt derhen. Hun (den grædende pige) ser også lidt bleg og hensygnende ud, cirka typen der I Gamle Dage (1870'erne) ville blive sendt på permanent kurophold i Italien på grund af bronkitis og melankoli. Hun ville blive forlovet med en spinkel digter/flanør som desværre dør af syfilis under en udstationering som forpagter i faderens sukkerplantage i Malaysia. Tragisk historie, men de har nok fået en mindesten ved en lille bæk et et eller andet sted.
Nu blot at vente på at flyet til Entebbe er klar. Det er en 10+ timers tur derned, og vi har et enkelt ”technical stop” i Nairobi, så vi krydser fingre for at ingen beslutter sig for at sprænge lufthavnen i luften i dag. Spændende, som de siger...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar