Længere sydfra

Fremme! I hjertet af ur-kontinentet, midt i hvor det hele begyndte! Det er...Uganda, og lige nu har jeg glemt hvad det betyder, men jeg er bare glad for at være langt væk fra is-vind med regn i, og alle de ubehagelige breve som Skat bliver ved med at sende til mig.

Kampala er en relativt lille by af en hovedstad at være, men det er København jo sådan set også...Byen er bygget på syv bakker ligesom Rom, men der er ikke helt så beskidt. Jeg har mest set byen fra indersiden af en bil, da jeg er nødt til at hoppe på de bil-ture der tilbyder sig. Alternativet er at benytte de allestedsnærværende ”taxi'er”, som er blå- og hvidmalede folkevognsrugbrød-minibusser med plads til en hel masse mennesker indeni. Det er billigt, men hagen er at man skal være ret god til lokal-geografi for at finde den rigtige at stige på. Destinationen bliver kaldt ud af en fyr der hænger ud af sidedøren, og der er vist ikke rigtig nogen faste ruter, da de hele tiden kører nye veje for at undgå de trafikpropper som får store dele af midtbyen til at stå stille middag og eftermiddag. Alternativet til det er selv at køre, men den mængde dødsforagt og evne til at nedstirre andre bilister som det kræver, ejer jeg ikke. Og desuden aner jeg ikke hvordan man kører bil.

Fra ankomsten har jeg været indkvarteret på et værelse der drives af Mellemfolkeligt Samvirke. Jeg er dog i færd med at leje en lejlighed, hvilket er ret spændende. Det spændende består i at huset ikke er bygget færdigt endnu, men lejligheden jeg skal bo i er blevet lovet færdig til når jeg skal flytte ind. Jeg har som udgangspunkt at den slags frister umuligt kan blive holdt ligeså dårligt som i Danmark, og der mangler heller ikke så meget, så jeg er ret fortrøstningsfuld. Det ser lovende ud – to rum, plus bad/toilet og køkken. Rindende vand! Elektricitet! Og mit helt eget køkken (ca. 3 m²)! Vild luksus, I'm not kidding. Eneste minus er at jeg selv skal møblere det, og selv købe alt fra klædeskabsskuffe-indlæg til kartoffelskræller, men det tages som en udfordring – og hvor tit har man muligheden for at møblere en lejlighed fra bunden af?

Ham fyren der står for udlejningen virker flink nok. Jeg skulle ganske vist selv skrive en kvittering, som han så skrev under på, men det lader til at være ordnede forhold. For seks måneders leje har jeg betalt den enorme sum af halvanden million shillings, hvilket løber op i ca. fire et halvt tusind danske kroner. Men så er der også el- og renovationsregning oveni.

I morgen er det afsted på felttur, ud til de organisationer der skal kapacitetsopygges og netværksudvikles, og hvad ved jeg. Ikke så meget endnu, tydeligvis, men følg de neglebidende opdateringer her. Så ca. to uger on the road, og forhåbentlig får jeg set nogle chimpanser. Eller i det mindste bare et teak-træ eller to, før de alle sammen er fældet så du kan få nye paneler i dit køkken.

På vej sydpå

Men først en vente-tur i en belgisk lufthavn. Alt er meget afdæmpet, poleret og effektivt. Man kan spejle sig i gulvet, så blankt er det, og det er et meget stort gulv. De har formentlig en eller anden distingveret ældre herre der ved alt om gulvpolering, flydende på fire af de europæiske hovedsprog til at styre det dér. Har været der i 29 år, udlært hos mesteren van Scheetz, den bedste nulevende i faget. Kun i Belgien.

Til gengæld er der ingen ure, måske fordi alle i Belgien har et håndlavet 24-karat Schweitzer-kvarts optrækkeligt ur som er nedarvet i familien gennem fire generationer. Fint fint, jeg skal alligevel vente så længe at det kan være lige meget hvad klokken er.

Tingene er helt ligetil her. På en stor plakat står: ”Enjoy our restaurant. The best seats are by the window.”, og så et billede af en lille dreng der spiser. Bemærk at der er et nydeligt punktum efter begge sætninger i sloganet. Effektiv reklame, der ikke er for anmasende.

Det eneste der forstyrrer roen er en lille svensk pige der sporadisk græder hjerteskærende. Hun har været med fra Kastrup, og er en del af ene familie på fire. Hun græd da hendes klapvogn skulle pakkes ned, hun græd i flyet, og nu græder hun på vej til gaten i Bruxelles. Men der er også langt derhen. Hun (den grædende pige) ser også lidt bleg og hensygnende ud, cirka typen der I Gamle Dage (1870'erne) ville blive sendt på permanent kurophold i Italien på grund af bronkitis og melankoli. Hun ville blive forlovet med en spinkel digter/flanør som desværre dør af syfilis under en udstationering som forpagter i faderens sukkerplantage i Malaysia. Tragisk historie, men de har nok fået en mindesten ved en lille bæk et et eller andet sted.

Nu blot at vente på at flyet til Entebbe er klar. Det er en 10+ timers tur derned, og vi har et enkelt ”technical stop” i Nairobi, så vi krydser fingre for at ingen beslutter sig for at sprænge lufthavnen i luften i dag. Spændende, som de siger...

It begins...

Så starter vi. For the record er dette her stedet hvor Rune Jacobsen offentliggør sine usammenhængende skriblerier om sin tur til Uganda, hvor han er i praktik. Han fandt ud af at det nok var smartere med en sådan blog-ting, frem for at sende mails rundt til alle mulige som ikke modtager dem alligevel fordi der er for mange vedhæftede billeder, etc.

Godt så.

Jeg skal se om jeg kan holde den rette tone – informerende, nogenlunde interessant, og ikke for langt. Og så skal det heller ikke blive til en af de der internet-dagbøger. ”Kære blog, her til morgen opdagede jeg en mystisk rød cirkel på min næsetip...”. Vi ser hvad der sker. Hvis det hele bliver for kedeligt, kan du jo altid bare gå et andet sted hen på nettet, f.eks. en af de der sider hvor man kan se videoklip med cyklende bjørne og kattekillinger med sjove hatte på.

For at starte et sted, kan jeg jo lige opridse hvorfor det kan være nødvendigt at forlade Danmark en gang imellem:

Udsigt fra mit vidue i København




















Udsigt fra nærmeste busstoppested