Ooookay

Så er der ca. en uge til jeg vender snuden mod lysere himmelstrøg (på denne årstid er dagene er længere i Danmark end i Uganda). Det er egentlig også fint nok, jeg er ved at løbe tør for sæbe. Jeg er også godt på vej til at have opnået mit Nr. 1 objective (ikke at blive dræbt eller lemlæstet i Kampalas trafik), så alt i alt må opholdet betegnes som en success.

Jeg spekulerer også over hvordan det mon står til i det lille kongerige. Er vi stadig i krig? Findes der stadig et parti der hedder Ny Alliance? Går alle de unge damer stadigvæk rundt i de dersens rædselsfulde ballon-dragter? Hvor en vi nået til i muslim-debatten*? Kan man stadig køre med bussen i HT-området for under 30 kr.? Spørgsmål, spørgsmål...

Well, det bliver meget rart lige at få en måneds tid eller så med sommer, før mørket sænker sig over Nordeuropa. Og så bliver det rart med et bad i varmt vand. Så: Var det det hele værd? Er jeg blevet klogere på noget som helst? Kommer jeg nogensinde til at spise bønner igen? Flere spørgsmål...

*: Mit eget gæt ville være at nogen har fundet ud af at muslimer ikke spiser svinekød. Tager man i betragtning hvor mange svin der bliver produceret i Danmark, må det betragtes som tæt på landsforræderi helt at afholde sig fra denne herlige spise. Ud fra devisen 'skik følge eller land fly' bakser Krarup netop nu med et lovforslag der kan præsenteres efter folketingets sommerferie om obligatorisk indtagelse af svinekød i alle offentlige og statsligt støttede institutioner.

Zzzzzzz...*huh?*....zzz...hm...hey...lige fem minutter mere...zzzz...

Ok, så må det vist være på tide med en kort bekræftelse af at jeg ikke er faldet i Victoria-søen eller har fået ebola. Jep, jeg holder stadig krudtet tørt og pandekagerne varme her i Kampala. Ingen overrumplende eller voldsomme hændelser siden sidste rapportering (eller i det hele taget, for den sags skyld), men jeg er af den overbevisning at ”stille og roligt” er en hel del bedre end ”malaria og overfald”.
Efter fem måneder her i landet må det være på tide med en status-opgørelse: jeg har udviklet en svag solbrændthed på oversiden af underarmene, og har lært ca. to ord på luganda, det lokale hovedsprog. Way to go med kulturudvekslingen!

Okay, bloggen her blev ikke lige den store overflod af beretninger om vilde regnskovs-eventyr og den slags, men I kan få alle de kulørte historier når jeg er tilbage i kulden igen.
De bedst lagte planer af mus & mænd, hahaha...

Jeg må også hellere komme i gang hvis jeg skal nå at købe souvenirs til jer alle sammen. Jeg regner med at fylde en kuffert godt op med halskæder og træfigurer. De er formentlig lavet i Kenya eller Tanzania alle sammen, men what's the difference...Og bare rolig, ingen trommer!

Håber alle der læser dette har det godt (undtagen Jacob hvis du ikke har passet på mine plader), og at solen skinner en gang imellem deroppe.

Hov, kom lige i tanke om at jeg aldrig fik lagt nogen safari-billeder op, så er et par eksotiske dyr, straight outta Queen Elisabeth National Park:

Hver dag

God morgen















I bussen
















På arbejde. Det er på denne stol jeg bruger det meste af min tid her.
















Frokost. Den ser sådan her ud på alle hverdage, så det er ikke så tit jeg laver bønner hjemme i mit eget køkken.
















Udsigt fra skrivebordet
















På vej hjem
















Fritid
















Aftensmad er candlelight dinner et par gange om ugen. Selv om kun ca. 4% af befolkningen er koblet på electricitetsnettet, er det stadig nøvendigt at afbryde strømmen med jævne mellemrum for at få det hele til at gå op. Der kan nemt være strømafbrydelse fra tidlig aften til næste formiddag.

Normalt gør ét billede det ud for ca. tusind ord, men de ovenstående kan vist dækkes med en tyve-tredive stykker til sammen.

Misc

Tilbage igen, mange beklagelser til alle jer der har siddet og tjekket siden her fire gange om dagen for at se hvilke interessante og nervepirrende aktiviteter jeg nu har været i gang med. Jeg kan afsløre at det mest har været noget med at sidde ved et skrivebord og snakke i telefon.

Men hvis vi lige spoler lidt tilbage, var jeg som sagt i en af landets mange nationalparker sammen med Jørgen og Karen-Margrethe. Kulørte billeder af elefant og flodheste kommer straks, der skal lige ryddes lidt op i dem.

De sidste par uger har været lidt af en tåge, da vi (dvs. den organisation hvor jeg arbejder) skulle arrangere og afholde en større konference, blandt andet med deltagere fra Kenya og Tanzania. Oven i det var der samme uge en masse møder og flytten rundt omkring i landet med de nævnte udlændinge. Det var mange fakler at holde i luften på en gang, men meget skægt at prøve, og jeg fik også lov til at bo på hotellet hvor konferencen blev afholdt. Når man bor et sted hvor der er telefon på toilettet, ved man at man har made it.

Herfra tror jeg bare at vi tager lidt tilfældige billeder, og normal service vil blive genoptaget snarest.









Udsigt fra indersiden af en "taxi" (bus med plads til 14-18 passagerer, kan også ses ud af forruden).















Endnu en af de endeløse landeveje man skal bumpe rundt på for at komme nogen som helst steder






















Min nye favorit-honning


























Det er lige morsomt hver gang


















Baby-bæring som vi husker det fra vor egen fortid. Det er sådan de får så lange ben!




























Her er så hvad det hele handler om: Skoven

Om kommentarer

De læses! De værdsættes! Men de offentliggøres ikke her. Så bare bliv ved med at skrive dem.

Fint besøg

I øvrigt er Gadaffi på besøg her i byen i disse dage. I dag skal han indvi en moske som vist nok er Afrikas næst-største. Ikke dårligt for et land med lidt over ti procent muslimer. Han har også hængt ud med præsidenten, som han netop har rådet til at blive siddende så længe der skal være, noget som effendi Muammar fra Libyen jo ved lidt om. Det behøver præsident Museveni nok ikke andre til at fortælle sig. Han har siddet siden 1986, og for et par år siden blev loven lavet om, så der ikke er nogen grænse for hvor mange perioder man blive ”valgt” for som præsident.
Jeg snakkede med en der havde den idé at afrikanske præsidenter burde vælges på samme måde som paver. Når en pave bliver indsat er han jo mindst hundrede år gammel, så der er klare grænser for hvor længe han kan sidde på tronen. Hvis man skulle være ca. 80 år for at blive valgt som statsoverhoved ville der ligeledes være en naturlig grænse for hvor meget ballade man kan nå at lave. Det ville dog nok ikke være så god en ide i Danmark, da Arne Melchior så ville være den eneste kandidat til posten. Var den for grov? Er Arne Melchior stadig politisk aktiv? Er der overhovedet nogen der stadig læser med? Klik ind i næste uge/måned, hvor det afsløres hvordan man tager bad i en vandflaske.

Ingen påskeæg i år

Stadig her, på den samme stol, ved det samme skrivebord. Jeg er blevet lidt af en kontormus, men der kommer forhåbentlig flere muligheder for at tosse rundt ude på landet og snakke pidgin-engelsk med de lokale.














Urelateret billede af butik i grænselandet til Tanzania. Skal du købe noget, eller kigger du bare?

Jørgen og Karen-Margrethe (Min far og hans kone til de af jer der ikke er nærmere bekendt med min familiehistorie) er i øjeblikket hernede i et par uger. I påsken skal vi ud i Queen Elisabeth nationalparken og se på store dyr. Der er i øvrigt uforholdsmæssigt mange ting der er opkaldt efter dronninge-moderen. Hun var hernede sidste år på sit første besøg i 54 år, hvilket giver en meget god idé om hvor længe hun har siddet på tronen. Men der kom da gang i tingene da hun var her – der var uafbrudt elektricitet i en måned, og mange af hotellerne blev renoverede i den forbindelse.

Så jeg når på en ægte safari-tur med løver og det hele mens jeg er her. Sejt, det havde jeg ikke lige regnet med. Desværre ingen chancer for at se det vestafrikanske sorte næsehorn, da det netop er blevet erklæret udryddet i naturen. For satan mand! Der skal normalt ret meget til at gøre mig gal, men når jeg hører den slags får jeg sorte prikker for øjnene og skal ligge ned i et stykke tid.

Dyr i de afrikanske nationalparker må efterhånden være af den opfattelse at hvide mennesker har koloniseret kontinentet fuldstændig. De fleste mennesker de ser er nok krabbe-røde og råber hele tiden fordi de står i vejen for hinandens fotos.

Jeg har en telefon!

Jep, jeg har købt mig et et splinternyt simkort, så nu kan man ringe til mig! På Skype altså, med mindre man lige har vundet i Lotto. Nummeret er (+256) 0754275274. Måske skal nullet udelades.

Fantastisk, jeg har lige lagt mit telefonnummer på nettet. Nu kan jeg bare tælle dagene til jeg bliver ringet op af en frisk ung mand der vil fortælle mig alt om hvorfor jeg skal abonnere på Jyllands-Posten.

Levende og sparkende

[note: det følgende burde være lagt ud d. 22. Februar, men pga. ekstremt langsomme net-forbindelser blev det lidt forsinket]

Så skriver jeres ynglings musungu (blegansigt) endnu en gang direkte fra hjertet af Kampala...eller tilnærmelsesvis fra hjertet, jeg bor fire kilometer fra centrum. Fuldmånen står lavt på himlen, og er næsten lige så rød som det støv der hænger som en tynd tåge i nærheden af alle traffikerede veje.

Er just kommet tilbage fra et par uger i felten. Jeg var af sted sammen med folk fra den organisation jeg arbejder hos. Ret hyggeligt og lærerigt, selv om der tik tider gik lidt 2.g. studietur i den. Det er heldigvis en omgang super-flinke folk jeg arbejder sammen med. Der er en anden praktikant der startede på samme tidspunkt som mig, hvilket er rimelig alletiders, da han tilfældigvis er verdens flinkeste fyr, og da det er helt uvurderligt at have en lokal på samme alder at arbejde tæt sammen med. Han hedder Moses, men er muslim. Folk har nogen fede navne, praktikanten der var her før mig hed Innocent.

José som ses på billedet ved siden af Moses, har arbejdet i skov-forvaltningen i hundrede år, og kender tilsyneladende halvdelen af alle mennesker i hele Uganda. Han har prøvet lidt af hvert, fra at jage elefant-krybskytter i skovene, til at flygte fra kannibaler. Der findes åbenbart stadig steder her i landet hvor man spiser mennesker, mere om det senere, forhåbentlig.

Hvis du følger med på et kort var vi i området omkring Masindi ved Budongo skoven (nordvest på), og dernæst syd for Masaka, ved Sango Bay (sydpå). Fantastisk at køre (blive kørt) gennem det halve land. Kvæg med gigantiske horn græsser ved vejsiden, og bavianflokke skuler fra buskene når man kommer tæt på skoven. Alt er helt vildt grønt, vejene er røde, himlen er blå, og fuglene synger som om Poul Reichard var lige om hjørnet med en vadsæk over skulderen og en bajer i lommen.

Udsigt over Uganda (bemærk at en vis del af denne udsigt teknisk set er Tanzania)

Selvportræt i skoven

Feltarbejde med de lokale: Mr. John Bull viser hvordan det skal gøres. Ja, det er hans rigtige navn (kan dette måske være det sejeste man overhovedet kan hedde?)

Tilbage fra felten kunne jeg flytte ind i mit nye (ny-lejet og ny-bygget) hus, som egentlig mere er en slags lejlighed. Den var fuldstændig tom, så det var ud på et shopping spree hvor jeg fik købt stort set alle bekvemmeligheder og hjælpemidler til den moderne mand, fra sengegærde til gasblus. Lidt hektisk, men hvor tit er det lige man kan sige at man har fyret halvanden million af på en enkelt dag?

Mama I'm a millionaire
(note: pengene på dette billede er nu brugt)

Jeg købte til og med et køleskab, noget der føltes som et helt ekstraordinært ekstravagant ting at gøre. Men hvad pokker, det er meget rart ikke at skulle være nødt til at drikke en liter mælk på en gang...især eftersom mælken sælges i plasticposer som er svære at drikke af.

Ko-transport, the local way. Jeg tvivler på at fødevareministeren hér ville fælde en eneste tåre over disse forhold

Naboerne er rigtig søde – til venstre er en uni-underviser med sin familie, til højre et par studerende søstre. De er flinke nok, jeg var i kirke med lillesøsteren i søndags. En ok oplevelse, selv om jeg nok ikke kommer igen. Det var en af de der født-igen baptist of the et-eller-andet kirker som er importeret fra Nordamerika og har vundet solidt fodfæste her. Den faste præst var amerikaner, og det var gæstepræsten også. Som førstegangs-besøgende udfylder man et kort hvor man bl.a. skriver sit navn, krydser af om man er frelst, og skriver sin adresse (eller tegner et kort bagpå), så de kan komme og besøge en i løbet af ugen. Jeg har dog ikke boet her længe nok til at kunne huske min adresse i hovedet.

Jeg finder nok på noget andet at lave om søndagen, men det var sjovt at høre fyrre mennesker stå og synge ”O Happy Day” på luganda.

Så alt i alt er jeg en rimelig happy camper. Jeg kan også afslutningsvis afsløre at det ikke var mig der blev fundet nøgen, afbrændt og død i en busk tæt ved et sindssygehospital her i Kampala, men en anden dansker. Phew!

Længere sydfra

Fremme! I hjertet af ur-kontinentet, midt i hvor det hele begyndte! Det er...Uganda, og lige nu har jeg glemt hvad det betyder, men jeg er bare glad for at være langt væk fra is-vind med regn i, og alle de ubehagelige breve som Skat bliver ved med at sende til mig.

Kampala er en relativt lille by af en hovedstad at være, men det er København jo sådan set også...Byen er bygget på syv bakker ligesom Rom, men der er ikke helt så beskidt. Jeg har mest set byen fra indersiden af en bil, da jeg er nødt til at hoppe på de bil-ture der tilbyder sig. Alternativet er at benytte de allestedsnærværende ”taxi'er”, som er blå- og hvidmalede folkevognsrugbrød-minibusser med plads til en hel masse mennesker indeni. Det er billigt, men hagen er at man skal være ret god til lokal-geografi for at finde den rigtige at stige på. Destinationen bliver kaldt ud af en fyr der hænger ud af sidedøren, og der er vist ikke rigtig nogen faste ruter, da de hele tiden kører nye veje for at undgå de trafikpropper som får store dele af midtbyen til at stå stille middag og eftermiddag. Alternativet til det er selv at køre, men den mængde dødsforagt og evne til at nedstirre andre bilister som det kræver, ejer jeg ikke. Og desuden aner jeg ikke hvordan man kører bil.

Fra ankomsten har jeg været indkvarteret på et værelse der drives af Mellemfolkeligt Samvirke. Jeg er dog i færd med at leje en lejlighed, hvilket er ret spændende. Det spændende består i at huset ikke er bygget færdigt endnu, men lejligheden jeg skal bo i er blevet lovet færdig til når jeg skal flytte ind. Jeg har som udgangspunkt at den slags frister umuligt kan blive holdt ligeså dårligt som i Danmark, og der mangler heller ikke så meget, så jeg er ret fortrøstningsfuld. Det ser lovende ud – to rum, plus bad/toilet og køkken. Rindende vand! Elektricitet! Og mit helt eget køkken (ca. 3 m²)! Vild luksus, I'm not kidding. Eneste minus er at jeg selv skal møblere det, og selv købe alt fra klædeskabsskuffe-indlæg til kartoffelskræller, men det tages som en udfordring – og hvor tit har man muligheden for at møblere en lejlighed fra bunden af?

Ham fyren der står for udlejningen virker flink nok. Jeg skulle ganske vist selv skrive en kvittering, som han så skrev under på, men det lader til at være ordnede forhold. For seks måneders leje har jeg betalt den enorme sum af halvanden million shillings, hvilket løber op i ca. fire et halvt tusind danske kroner. Men så er der også el- og renovationsregning oveni.

I morgen er det afsted på felttur, ud til de organisationer der skal kapacitetsopygges og netværksudvikles, og hvad ved jeg. Ikke så meget endnu, tydeligvis, men følg de neglebidende opdateringer her. Så ca. to uger on the road, og forhåbentlig får jeg set nogle chimpanser. Eller i det mindste bare et teak-træ eller to, før de alle sammen er fældet så du kan få nye paneler i dit køkken.

På vej sydpå

Men først en vente-tur i en belgisk lufthavn. Alt er meget afdæmpet, poleret og effektivt. Man kan spejle sig i gulvet, så blankt er det, og det er et meget stort gulv. De har formentlig en eller anden distingveret ældre herre der ved alt om gulvpolering, flydende på fire af de europæiske hovedsprog til at styre det dér. Har været der i 29 år, udlært hos mesteren van Scheetz, den bedste nulevende i faget. Kun i Belgien.

Til gengæld er der ingen ure, måske fordi alle i Belgien har et håndlavet 24-karat Schweitzer-kvarts optrækkeligt ur som er nedarvet i familien gennem fire generationer. Fint fint, jeg skal alligevel vente så længe at det kan være lige meget hvad klokken er.

Tingene er helt ligetil her. På en stor plakat står: ”Enjoy our restaurant. The best seats are by the window.”, og så et billede af en lille dreng der spiser. Bemærk at der er et nydeligt punktum efter begge sætninger i sloganet. Effektiv reklame, der ikke er for anmasende.

Det eneste der forstyrrer roen er en lille svensk pige der sporadisk græder hjerteskærende. Hun har været med fra Kastrup, og er en del af ene familie på fire. Hun græd da hendes klapvogn skulle pakkes ned, hun græd i flyet, og nu græder hun på vej til gaten i Bruxelles. Men der er også langt derhen. Hun (den grædende pige) ser også lidt bleg og hensygnende ud, cirka typen der I Gamle Dage (1870'erne) ville blive sendt på permanent kurophold i Italien på grund af bronkitis og melankoli. Hun ville blive forlovet med en spinkel digter/flanør som desværre dør af syfilis under en udstationering som forpagter i faderens sukkerplantage i Malaysia. Tragisk historie, men de har nok fået en mindesten ved en lille bæk et et eller andet sted.

Nu blot at vente på at flyet til Entebbe er klar. Det er en 10+ timers tur derned, og vi har et enkelt ”technical stop” i Nairobi, så vi krydser fingre for at ingen beslutter sig for at sprænge lufthavnen i luften i dag. Spændende, som de siger...

It begins...

Så starter vi. For the record er dette her stedet hvor Rune Jacobsen offentliggør sine usammenhængende skriblerier om sin tur til Uganda, hvor han er i praktik. Han fandt ud af at det nok var smartere med en sådan blog-ting, frem for at sende mails rundt til alle mulige som ikke modtager dem alligevel fordi der er for mange vedhæftede billeder, etc.

Godt så.

Jeg skal se om jeg kan holde den rette tone – informerende, nogenlunde interessant, og ikke for langt. Og så skal det heller ikke blive til en af de der internet-dagbøger. ”Kære blog, her til morgen opdagede jeg en mystisk rød cirkel på min næsetip...”. Vi ser hvad der sker. Hvis det hele bliver for kedeligt, kan du jo altid bare gå et andet sted hen på nettet, f.eks. en af de der sider hvor man kan se videoklip med cyklende bjørne og kattekillinger med sjove hatte på.

For at starte et sted, kan jeg jo lige opridse hvorfor det kan være nødvendigt at forlade Danmark en gang imellem:

Udsigt fra mit vidue i København




















Udsigt fra nærmeste busstoppested