Om kommentarer

De læses! De værdsættes! Men de offentliggøres ikke her. Så bare bliv ved med at skrive dem.

Fint besøg

I øvrigt er Gadaffi på besøg her i byen i disse dage. I dag skal han indvi en moske som vist nok er Afrikas næst-største. Ikke dårligt for et land med lidt over ti procent muslimer. Han har også hængt ud med præsidenten, som han netop har rådet til at blive siddende så længe der skal være, noget som effendi Muammar fra Libyen jo ved lidt om. Det behøver præsident Museveni nok ikke andre til at fortælle sig. Han har siddet siden 1986, og for et par år siden blev loven lavet om, så der ikke er nogen grænse for hvor mange perioder man blive ”valgt” for som præsident.
Jeg snakkede med en der havde den idé at afrikanske præsidenter burde vælges på samme måde som paver. Når en pave bliver indsat er han jo mindst hundrede år gammel, så der er klare grænser for hvor længe han kan sidde på tronen. Hvis man skulle være ca. 80 år for at blive valgt som statsoverhoved ville der ligeledes være en naturlig grænse for hvor meget ballade man kan nå at lave. Det ville dog nok ikke være så god en ide i Danmark, da Arne Melchior så ville være den eneste kandidat til posten. Var den for grov? Er Arne Melchior stadig politisk aktiv? Er der overhovedet nogen der stadig læser med? Klik ind i næste uge/måned, hvor det afsløres hvordan man tager bad i en vandflaske.

Ingen påskeæg i år

Stadig her, på den samme stol, ved det samme skrivebord. Jeg er blevet lidt af en kontormus, men der kommer forhåbentlig flere muligheder for at tosse rundt ude på landet og snakke pidgin-engelsk med de lokale.














Urelateret billede af butik i grænselandet til Tanzania. Skal du købe noget, eller kigger du bare?

Jørgen og Karen-Margrethe (Min far og hans kone til de af jer der ikke er nærmere bekendt med min familiehistorie) er i øjeblikket hernede i et par uger. I påsken skal vi ud i Queen Elisabeth nationalparken og se på store dyr. Der er i øvrigt uforholdsmæssigt mange ting der er opkaldt efter dronninge-moderen. Hun var hernede sidste år på sit første besøg i 54 år, hvilket giver en meget god idé om hvor længe hun har siddet på tronen. Men der kom da gang i tingene da hun var her – der var uafbrudt elektricitet i en måned, og mange af hotellerne blev renoverede i den forbindelse.

Så jeg når på en ægte safari-tur med løver og det hele mens jeg er her. Sejt, det havde jeg ikke lige regnet med. Desværre ingen chancer for at se det vestafrikanske sorte næsehorn, da det netop er blevet erklæret udryddet i naturen. For satan mand! Der skal normalt ret meget til at gøre mig gal, men når jeg hører den slags får jeg sorte prikker for øjnene og skal ligge ned i et stykke tid.

Dyr i de afrikanske nationalparker må efterhånden være af den opfattelse at hvide mennesker har koloniseret kontinentet fuldstændig. De fleste mennesker de ser er nok krabbe-røde og råber hele tiden fordi de står i vejen for hinandens fotos.

Jeg har en telefon!

Jep, jeg har købt mig et et splinternyt simkort, så nu kan man ringe til mig! På Skype altså, med mindre man lige har vundet i Lotto. Nummeret er (+256) 0754275274. Måske skal nullet udelades.

Fantastisk, jeg har lige lagt mit telefonnummer på nettet. Nu kan jeg bare tælle dagene til jeg bliver ringet op af en frisk ung mand der vil fortælle mig alt om hvorfor jeg skal abonnere på Jyllands-Posten.

Levende og sparkende

[note: det følgende burde være lagt ud d. 22. Februar, men pga. ekstremt langsomme net-forbindelser blev det lidt forsinket]

Så skriver jeres ynglings musungu (blegansigt) endnu en gang direkte fra hjertet af Kampala...eller tilnærmelsesvis fra hjertet, jeg bor fire kilometer fra centrum. Fuldmånen står lavt på himlen, og er næsten lige så rød som det støv der hænger som en tynd tåge i nærheden af alle traffikerede veje.

Er just kommet tilbage fra et par uger i felten. Jeg var af sted sammen med folk fra den organisation jeg arbejder hos. Ret hyggeligt og lærerigt, selv om der tik tider gik lidt 2.g. studietur i den. Det er heldigvis en omgang super-flinke folk jeg arbejder sammen med. Der er en anden praktikant der startede på samme tidspunkt som mig, hvilket er rimelig alletiders, da han tilfældigvis er verdens flinkeste fyr, og da det er helt uvurderligt at have en lokal på samme alder at arbejde tæt sammen med. Han hedder Moses, men er muslim. Folk har nogen fede navne, praktikanten der var her før mig hed Innocent.

José som ses på billedet ved siden af Moses, har arbejdet i skov-forvaltningen i hundrede år, og kender tilsyneladende halvdelen af alle mennesker i hele Uganda. Han har prøvet lidt af hvert, fra at jage elefant-krybskytter i skovene, til at flygte fra kannibaler. Der findes åbenbart stadig steder her i landet hvor man spiser mennesker, mere om det senere, forhåbentlig.

Hvis du følger med på et kort var vi i området omkring Masindi ved Budongo skoven (nordvest på), og dernæst syd for Masaka, ved Sango Bay (sydpå). Fantastisk at køre (blive kørt) gennem det halve land. Kvæg med gigantiske horn græsser ved vejsiden, og bavianflokke skuler fra buskene når man kommer tæt på skoven. Alt er helt vildt grønt, vejene er røde, himlen er blå, og fuglene synger som om Poul Reichard var lige om hjørnet med en vadsæk over skulderen og en bajer i lommen.

Udsigt over Uganda (bemærk at en vis del af denne udsigt teknisk set er Tanzania)

Selvportræt i skoven

Feltarbejde med de lokale: Mr. John Bull viser hvordan det skal gøres. Ja, det er hans rigtige navn (kan dette måske være det sejeste man overhovedet kan hedde?)

Tilbage fra felten kunne jeg flytte ind i mit nye (ny-lejet og ny-bygget) hus, som egentlig mere er en slags lejlighed. Den var fuldstændig tom, så det var ud på et shopping spree hvor jeg fik købt stort set alle bekvemmeligheder og hjælpemidler til den moderne mand, fra sengegærde til gasblus. Lidt hektisk, men hvor tit er det lige man kan sige at man har fyret halvanden million af på en enkelt dag?

Mama I'm a millionaire
(note: pengene på dette billede er nu brugt)

Jeg købte til og med et køleskab, noget der føltes som et helt ekstraordinært ekstravagant ting at gøre. Men hvad pokker, det er meget rart ikke at skulle være nødt til at drikke en liter mælk på en gang...især eftersom mælken sælges i plasticposer som er svære at drikke af.

Ko-transport, the local way. Jeg tvivler på at fødevareministeren hér ville fælde en eneste tåre over disse forhold

Naboerne er rigtig søde – til venstre er en uni-underviser med sin familie, til højre et par studerende søstre. De er flinke nok, jeg var i kirke med lillesøsteren i søndags. En ok oplevelse, selv om jeg nok ikke kommer igen. Det var en af de der født-igen baptist of the et-eller-andet kirker som er importeret fra Nordamerika og har vundet solidt fodfæste her. Den faste præst var amerikaner, og det var gæstepræsten også. Som førstegangs-besøgende udfylder man et kort hvor man bl.a. skriver sit navn, krydser af om man er frelst, og skriver sin adresse (eller tegner et kort bagpå), så de kan komme og besøge en i løbet af ugen. Jeg har dog ikke boet her længe nok til at kunne huske min adresse i hovedet.

Jeg finder nok på noget andet at lave om søndagen, men det var sjovt at høre fyrre mennesker stå og synge ”O Happy Day” på luganda.

Så alt i alt er jeg en rimelig happy camper. Jeg kan også afslutningsvis afsløre at det ikke var mig der blev fundet nøgen, afbrændt og død i en busk tæt ved et sindssygehospital her i Kampala, men en anden dansker. Phew!